Strandbakkehuset
Børne- og ungehospice Djursland
Cj Group A/S har på baggrund af vores konkurrenceprojekt, udført det nye Børne- og Unge Hospice ”Strandbakkehuset” i Rønde, som er opført i forlængelse af det eksisterende Hospice Djursland. Huset rummer 6 fuldt indrettede sengestuer, fælles/opholdsarealer, kontorer, køkken mv. Derudover belagte og grønne udearealer. Totalentreprisen har omfattet alt fra teknisk og arkitektonisk planlægning til koordinering af komplekse byggeprocesser, hvor bæredygtighed, funktionalitet og samarbejde har været i højsædet.
Om projektet
Strandbakkehuset er opført i tre forskudte niveauer, der giver bygningen en harmonisk integration i terrænet. De mange funktioner i bygningen, fra sengestuer og behandlingsrum til terapirum og fællesområder, er nøje indrettet med fokus på brugervenlighed og intuitiv navigation. Hjerterummet, der fungerer som bygningens centrale knudepunkt, skaber forbindelse mellem niveauerne og fremstår som et varmt og indbydende samlingspunkt.
Byggeriet er udført med løsninger og materialer, der sikrer et lavt energiforbrug og et sundt indeklima for både brugere og personale. Bygningen er udført med moderne ventilations- og varmesystemer, som balancerer energieffektivitet med brugervenlighed.
Udearealerne er designet med fokus på biodiversitet og anvendelsen af lokale, vedligeholdelsesvenlige materialer, som harmonerer med det naturskønne nærområde. Strandbakkehuset placerer sig ikke blot som en naturlig forlængelse af Hospice Djursland, men åbner sig op og forskyder sig taktvis frem og tilbage mod sine nære omgivelser, hvilket gør bygningen interessant fra alle sider og kanter.
Forskydningerne opbryder bygningen i mindre, overskuelige delelementer og muliggør interessante og forskelligartede kig og rum for enhver smag.
Opførelsen af Strandbakkehuset stillede særlige krav til logistik og samarbejde, da det eksisterende Hospice Djursland forblev i fuld drift under hele byggeperioden.
Cj Group arbejdede tæt sammen med bygherre, rådgivere og underentreprenører for at sikre en glidende byggeproces med minimal forstyrrelse af daglig drift, pårørende og patienter. Dette krævede detaljeret planlægning af leverancer, diskrete arbejdsmetoder og en særlig hensyntagen til de følsomme omgivelser.
Cj Group har med projektet demonstreret evnen til at levere byggeri i høj kvalitet under komplekse og følsomme forhold. Vores erfaring med totalentrepriser sikrede en gnidningsfri proces fra start til slut, hvor vi kontinuerligt arbejdede for at møde bygherres høje forventninger til både æstetik og funktionalitet.
Strandbakkehuset står i dag som et unikt og velfungerende hospice med en helende arkitektur, der kombinerer en hjemlig atmosfære med moderne faciliteter, og som samtidig sætter nye standarder for bæredygtighed og omsorgsfuldt byggeri.
”..I december 2018 fik vi på Hospice Djursland den spændene og unikke opgave at forestå byggeriet af det første nybyggede børne-og ungehospice i Danmark. Til denne opgave havde vi behov for innovative arkitekter og ingeniører – og ikke mindst en dygtig totalentreprenør, som kunne lede en organisation og en travl byggeplads med dygtige og velkvalificerede håndværkere. Det var, hvad vi ønskede os – og det var, hvad vi fik, da vi i september 2019 indgik et samarbejde med Cj Group A/S med projektchef Poul Toftgaard som vores nærmeste samarbejdspartner.
Vi fik 1 år til at bygge de ca. 1.300 kvm. – vi vidste, at det kunne blive en udfordring at overholde den pressede tidsplan, men Poul styrede os sikkert og roligt i mål – med det resultat, at deadlinen blev overholdt. At det har kunne lykkedes, skyldes helt sikkert Pouls store byggeerfaring, hans ordentlighed og hans faglige stolthed – kun det bedste er godt nok. Han har gennem hele processen været lyttende og undersøgende på, hvad vi som bygherrer gerne ville opnå med vores byggeri. Det har krævet både stor fleksibilitet og konduite.
Hele byggeprocessen har været præget af et stort samarbejde på tværs af mange fagligheder. Fagligheder som alle har udvist stor velvilje over for hinanden, og som har løftet i flok. Det betyder, at vi i dag står med et fantastisk smukt hus – som udstråler en kærlig varme og hjemlig atmosfære. Klar til at tage imod de familier, som har behov for den lindrende indsats, som vi kan tilbyde på Strandbakkehuset børne- og ungehospice...”
Udtalelse fra Dorit Simonsen, Hospiceleder MPM
Byggeriet er kåret af Nohrcon som
Vinder af Årets Sundhedsbyggeri 2021
Cj Groups ydelser på projektet omfatter bl.a.:
- Projekteringsledelse
- PSS og arbejdsmiljøkoordinering
- Projekt- og byggeledelse under udførelsen
- Kvalitetssikring og D&V
- Økonomistyring fra konkurrence til aflevering




Ønsker du at vide mere?
Kontakt os gerne for at høre mere om vores projekter og hvordan vi kan hjælpe dig med at realisere dine idéer.






