Klimavenligt byggeri
I august 2024 etablerede Cj Group et grønt team, som er sat i verden for at sikre, at klimavenlighed bliver en integreret del af både vores hverdag og vores byggerier. Det grønne team er sammensat af medarbejdere med forskellige fagligheder og erfaringer og har til opgave at sikre, at vi hele tiden udvikler os i en mere klimabevidst retning.

Teamets arbejde spænder bredt med alt fra løbende opkvalificering og overvågning af nye klimakrav, til konkret rådgivning i projekter om materialevalg, energiløsninger og byggeprocesser med lavere miljøbelastning. Formålet er at vejlede vores kunder bedst muligt – uanset om det handler om valg af materialer, lavere CO₂-aftryk eller fremtidssikrede løsninger, der lever op til fremtidens klimakrav.
Et vigtigt fokusområde er samarbejdet med vores leverandører og producenter. Sammen arbejder vi på at skabe mere gennemsigtighed omkring materialers miljøpåvirkning og på at kunne dokumentere CO₂-aftrykket fra vores projekter. Det sker bl.a. gennem adgang til miljødata, klimaberegninger og brug af EPD’er, som vi integrerer i projekternes LCA.

At gøre en forskel i praksis
Også på byggepladsen gør det grønne team en forskel. Vi har fokus på god miljøhåndtering og har klare retningslinjer for affaldssortering, støvhåndtering, energiforbrug og logistik. Målet er at reducere spild, mindske belastningen af nærområdet og sikre en ansvarlig byggeproces fra start til slut.
Det grønne team er en vigtig del af vores ambition om at levere ansvarsbevidst byggeri til fremtiden. Det er her, vi omsætter vores kerneværdier – ansvarlig, ordentlig og nysgerrig – til konkrete handlinger, der gør en forskel i praksis.


Klimavenlige løsninger og materialer
Ét af tiltagene i ‘det grønne team’ er etableringen af et erfarings- og inspirationskatalog med alternative og mere klimavenlige materialer og løsninger til gavn for kunderne og miljøet.
Her er et udpluk af nogle tiltag vi har udført på flere projekter, hvor vi har arbejdet aktivt med klimavenlige og bæredygtige løsninger.
"Ved Bassin 7 på Aarhus Ø har Cj Group A/S opført små, bynære boder på kajkanten, hvor vi blandt andet har anvendt upcyclet facadebeklædning. Beklædningen er lavet af upcyclede, kasserede materialer fra en konventionel produktion af trævarer og dette medfører en CO₂-reduktion på 69 % sammenlignet med lignende nye produkter. I projektet har vi generelt arbejdet med genbrug og biogene materialer såsom brændt træ, kork, søuld og akustikplader lavet af 75 % genanvendt PET, udvundet fra plastflasker fra husholdningen."

"På byggesagen Serinedalen I Malling har vi arbejdet aktivt for at reducere CO₂-aftrykket fra byggeriet, og ét af tiltagene har været at mindske størrelsen på betonfundamenterne helt ned til 400 x 400 mm. For at dette kan fungere, kræver det en veldrænet sandpude under fundamenterne. I stedet for at støbe traditionelle frostfrie betonfundamenter 900 mm under terræn, etableres der en sandpude under bygningerne med effektive dræn langs alle facader, hvilket har medført, at vi har kunnet reducere mængden af beton til fundamenterne. Reduktionen i betonforbruget har en mærkbar positiv effekt på byggeriets CO₂-aftryk, som ifølge LCA-beregningen forventes at lande på 5,3 kg CO₂/m²."

"På boligprojektet Vikærsvej i Vejlby har vi, i samarbejde med Acembee, installeret automatik til bl.a. styring af varmeforbrug i skurvognene samt forbrugsovervågning. Cj Group modtager løbende opgørelser over det samlede CO₂-forbrug for både A4 og A5* på byggepladsen. Der er installeret styringsenheder på alle skurvogne, som overvåger temperatur og driftstider, og som regulerer varmepumperne om natten, så de har så begrænset driftstid som muligt. Derudover indsamler software med kunstig intelligens alle klimadata fra følgesedler og udarbejder et samlet CO₂-regnskab, som kan anvendes til dokumentation i forbindelse med aflevering og ibrugtagning. Tiltaget har en markant positiv effekt på byggepladsens energiforbrug og bidrager til at opfylde de nye krav til CO₂-udledning fra byggepladsen.
*(A4 og A5 er dele af byggeprocessens klimapåvirkning, som fra den 1. juli 2025 skal indgå i beregningen af nybyggeri. A4 dækker transport af materialer til byggepladsen, mens A5 omfatter selve byggeprocessen på pladsen, herunder energiforbrug, brændsel og materialespild. Begge dele skal opgøres sammen for at overholde en ny CO₂-grænseværdi)"

"På Svinget i NYE er der arbejdet målrettet med bæredygtige løsninger og minimering af affaldsmængden. NYE er en ny bydel i Aarhus Nord, som opføres og udvikles af Tækker Group med udgangspunkt i bæredygtige principper, hvor natur og mennesker er i centrum. En stor del af de overskydende materialer fra byggepladsen blev lagt i depot til brug for områdets beboere og er efterfølgende anvendt til fællesskabende aktiviteter såsom skure, værksteder og bede omkring byggeriet. Overskydende træ fra rækværker og indvendige trapper blev, i samarbejde med GENTRÆ fra Stark, sendt til genbrug. Under byggeriet blev byggepladsbelysningen styret med sensorer og timere for at reducere energiforbruget, og traditionelle el-radiatorer blev udskiftet med varmepumper som en mere energieffektiv løsning."

"På Solsikkekernen i NYE bliver der løbende arbejdet med bæredygtige løsninger og genbrug af byggematerialer. NYE er en ny by i Aarhus Nord, som opføres og udvikles af Tækker Group ud fra bæredygtige principper med naturen og mennesket i centrum. Byggepladsen omkring Solsikkekernen skulle indhegnes med et fast pladehegn for at skærme mod de eksisterende boliger. Hegnet blev naturligvis opført med genbrugte plader og regler fra GENTRÆ. Betonklodserne er udført i genbrugsbeton, som er fremstillet af 100 % genindvundet beton. Dermed indgår de i en ansvarlig, cirkulær værdikæde, reducerer forbruget af jomfruelige råstoffer og bidrager til et byggeri uden affald.Selve hegnet blev monteret i samarbejde med Comeback (comeback.nu), som arbejder målrettet med helhedsorienterede indsatser. Disse spænder bredt over sociale, beskæftigelsesrettede og forebyggende initiativer for udsatte børn, unge og familier."

"For Dymak har vi opført et spændende kontordomicil i Odense, hvor tagfladen er beklædt med 880 rombeformede solcellepaneler. Vi har arbejdet målrettet på at få solcelleanlægget installeret så hurtigt som muligt, så vi allerede under udførelsen har kunnet anvende den producerede strøm fra solcellerne som byggestrøm. På den måde producerer vi vores egen strøm og holder energiforbruget på pladsen lavt – et konkret skridt mod mere bæredygtigt byggeri og en grønnere byggeproces. Bygningen er primært opført i træ med rammer og facadepartier i limtræ, etagedæk i CLT og et tag af dobbeltkrumme trækassetter. I projektet har vi generelt arbejdet med at reducere brugen af maling og lak på overflader samt med genbrug og biogene materialer som lerpuds, søuld og akustikplader lavet af 75 % genanvendt PET. Projektet certificeres efter DGNB’s kriterier for Guld, Hjerte og Diamant.


LCA – klimakalkulation og miljøpåvirkning
LCA er et værktøj, der giver os mulighed for at vurdere den samlede miljøpåvirkning af et byggeri gennem hele dets livscyklus – fra produktion og transport til bygningens brug, vedligeholdelse og eventuel nedrivning. Vi anvender LCA tidligt i projekteringsfasen for at sikre, at vi træffer de rigtige beslutninger fra starten og dermed kan bidrage til mere klimavenlige løsninger. LCA er en del af vores ansvarlige tilgang til entreprenørarbejde – og vi bruger data og dokumentation til at skabe byggerier, der ikke kun lever op til kravene i dag, men også til fremtidens standarder.
Ved at integrere LCA allerede i design- og planlægningsfasen kan vi identificere de områder, hvor vi kan minimere CO₂-aftryk og ressourceforbrug. Dette giver os mulighed for at vælge materialer, konstruktionsteknikker og energioptimerende løsninger, der reducerer bygningens samlede miljøbelastning gennem hele dens livscyklus. LCA giver også mulighed for at sammenligne forskellige designmuligheder, så vi kan vælge den mest bæredygtige løsning i både miljømæssig og økonomisk forstand.
LCA er ikke kun et værktøj til at opfylde certificeringskrav, men en aktiv proces, der giver os mulighed for at hjælpe vores kunder med at vælge løsninger, der er både økonomisk bæredygtige og klimavenlige. Det er en del af vores overordnede strategi for at levere ansvarsbevidst byggeri til fremtiden og et skridt mod et byggeri, der respekterer både natur og samfund.
DGNB – Certificering, grønne standarder og bæredygtighed
DGNB er en af de mest anerkendte bæredygtighedscertificeringer. Den vurderer bygningens samlede bæredygtighed på flere parametre, herunder miljøpåvirkning, økonomisk levetid og sociale forhold.
Cj Group er stolte af vores omfattende erfaring med at opnå DGNB-certificeringer, som hjælper os med at levere byggeri, der ikke blot opfylder dagens krav, men også er fremtidssikret i forhold til kommende standarder. Vi vejleder jer gerne om, hvordan en certificering kan bidrage til at styrke bygningens værdi, funktion og image, og vi samarbejder med rådgivere, der kan sikre korrekt dokumentation og proces.
Så uanset om I stræber efter DGNB guld, sølv eller en tredje certificering, kan vi være jeres partner i arbejdet mod et mere klimavenligt byggeri.

ESG – Environmental, Social, Governance
ESG står for Environmental, Social og Governance – tre centrale områder, der spiller en vigtig rolle i vores tilgang til en klimavenlig og ansvarlig praksis.
Samlet set ser vi ESG som en helhedsorienteret tilgang, der sikrer, at vi skaber værdi på flere niveauer – både for vores kunder, medarbejdere, lokalsamfund og den verden, vi bygger i. ESG er ikke blot en målsætning for os; det er et kontinuerligt arbejde, der afspejler sig i alt, hvad vi gør – fra de valg, vi træffer i projekter, til den måde vi leder og samarbejder på.Vi ser ESG som et redskab til at skabe gennemsigtighed og tillid – og vi bidrager gerne til at opfylde ESG-krav i jeres projekter gennem konkrete initiativer og løbende dialog.
Som en ansvarlig entreprenørvirksomhed er vi dybt engageret i at minimere vores miljøbelastning. Dette indebærer, at vi arbejder med grønne byggeprocesser, hvor vi stræber efter at reducere CO₂-aftryk og fremme brugen af bæredygtige materialer og løsninger. Vi er opmærksomme på de klimamæssige konsekvenser af hvert projekt, og derfor anvender vi LCA for at kunne vurdere miljøpåvirkningen af vores bygninger gennem hele deres livscyklus. Vi prioriterer også energieffektive løsninger og arbejder målrettet mod at optimere affaldshåndtering og ressourcestyring på byggepladserne.
Cj Group anerkender, at vi som virksomhed har et ansvar for både de mennesker, der arbejder for os, og for samfundet som helhed. Vores medarbejdere er vores største ressource, og vi arbejder aktivt for at skabe et sundt og trygt arbejdsmiljø. Det betyder, at vi har fokus på arbejdsmiljøet på byggepladserne, herunder sikkerhed, trivsel og lige muligheder for alle. Vi arbejder også med at involvere lokalsamfundet i vores projekter og tage hensyn til de sociale og kulturelle påvirkninger af vores byggeri.
For Cj Group er det afgørende, at vi driver vores virksomhed på tillid – både internt blandt vores medarbejderne samt eksternt blandt vores kunder, leverandører og samarbejdspartnere. Vi arbejder kontinuerligt på at sikre, at vores beslutningsprocesser er præget af åbenhed og integritet, og at vi efterlever alle relevante love og standarder. Vi har etableret klare etiske retningslinjer og en compliance-struktur, som sikrer, at vi opererer på ansvarlig vis. Derudover er vi engageret i bæredygtighed og tager ansvar for at implementere både miljømæssige og sociale initiativer i vores ledelse.
Nysgerrig efter at høre mere om klimavenligt byggeri
Vi deler gerne viden og erfaringer om bæredygtige løsninger, der gør en reel forskel. Sammen kan vi finde måder at bygge, der både skåner miljøet og skaber værdi.

